Plejekuldet - født 23.06.2014
For et par dage siden tog jeg imod en drægtig rotte fra min veninde, som ikke kunne overskue et ups-kuld. Jeg har derfor tilbudt at sørge for den unge mor og hendes unger. Unger og mor vil blive behandlet som var det mit eget planlagte kuld. Når ungerne er fravænnet som 5 ugers, kommer mor tilbage til sin gruppe.
Kylling er en eventyrlysten pige og havde besluttet sig for at gnave sig ud af bunden af et Royal Savic Suite bur. Afstanden mellem tremmerne under pladen er desværre så stor, at hun kan smutte lige igennem. På gulvet ved siden af stod Rex i et kaninbur, som netop var ankommet til hjemmet og var ved at falde til. Igen er tremmeafstanden for stor og Kylling smutter igennem. 23 dage senere i en alder af 10 uger sidder hun nu i et barselsbur hos mig med en rede fyldt med pippende unger. 12 velskabte unger med fyldte maver blev det til! Ungerne er klar til at flytte hjemmefra den 28.07.2014 og vil blive solgt uden kontrakt til et symbolsk beløb på 100 kr. De vil få mit opdrætternavn af praktiske årsager. Navnetema: Eget valg! |
Update 21.07.2014
Så er det i dag, ungerne fylder 4 uger. De er vokset super godt siden sidste uge - nogle er mindre end andre - men jeg har fornemmelsen af, at jeg med god samvittighed kan sende ungerne hjemmefra om en uge. Humøret er stadig højt og energiniveauet ligger helt i top. Små Red Bull bøller <3 Update 14.07.14
Ungerne er nu fyldt 3 uger og lever i bedste velgående. De tager glædeligt imod mælkeerstatningen + deres fuldfoder, men vægten er dog stadig lav. Udover mælk og fuldfoder får de dagligt tilbudt hamsterblanding, frugt og grønt, kattevåd- og tørfoder, æg og nødder i håb om, at de når op på omkring de 80 gram inden, de fylder 5 uger. Update 10.07.14
Øv med øv på! Mor Kylling er desværre, af ukendte årsager, død (i går)! Jeg står nu med 12 rotteunger på 2½ uger, der skal håndopmades. Heldigvis er de så småt begyndt at spise selv, men jeg er stadig "tvunget" til at give dem hver især, så jeg er sikker på, at alle får. Pga. deres alder har jeg valgt ikke at søge en amme + jeg har selv tid og overskud. De har en skål med baby cat milk stående konstant samt katteådfoder, piller og hamsterblandning. De får tilbudt baby cat milk på sprøjte ca. hver 2-3 time. Ungerne er meget små og har ikke rigtig taget på siden i mandags, da de fyldte 2 uger. De er dog meget energiske og pusler glad rundt som enhver anden jævnaldrende rotte. Nu ser jeg tiden an og sørger for de små så godt, som jeg nu kan. |
Klik på billedet for at se billeder af kuldet
Forældrene
Kylling er ikke vant til at blive håndteret daglig og derfor meget usikker på mennesker. Hvis man snakker til hende gennem tremmerne, kommer hun dog til lågen for at se, hvad der sker, men hun vil helst ikke løftes op. Jeg forsøger derfor i løbet af de kommende uger at gøre både hende og ungerne trygge, så de små trygt kan forlade reden om 5 uger.
|
Rex er en rolig og dejlig dreng, hvis gener forhåbentlig vil skinne igennem i kuldet. Han putter og slikker fingre, når man har ham oppe og viser ingen tegn på usikkerhed. Rex skulle eftersigende komme fra en opdrætter dog uden stamtavle, men da han har haft en svær periode med en dyreværnssag og har boet mange steder, er oplysningerne desværre gået tabt.
|